I Urtehaven har vi vores eget køkken med dygtigt køkkenpersonale, som laver mad til os hver dag. Vi tilbyder både morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad, og mere end 90 % af vores råvarer er økologiske.
Måltiderne er en vigtig del af vores hverdag. Her får børnene nemlig mulighed for at øve selvhjulpenhed og motorik, når de skal hælde vand i deres kopper, skovle mad op på gaflerne og smøre deres egen rugbrødsmad. Vi bruger også måltiderne til at skabe relationer mellem børnene og øve sprog og nye ord. Ved måltidet sidder vi nemlig i mindre grupper og taler sammen, mens vi spiser.
Sidst, men ikke mindst, har vi fokus på børnenes madmod, og vi opfordrer og hjælper børnene med at smage på nye ting. Det gør vi ved at være rollemodeller for børnene og ved at tale om farve, smag og konsistens på det, vi spiser. Derudover er børnene med til at inspirere hinanden, for når kammeraten, som sidder ved siden af, godt tør smage på den nye ret, er det lidt lettere selv at opbygge mod til at tage en bid.